Tetsuya Ishida – Mebae (1998)

Louisiana Udstillingsplakat med udsnit af værket, Mebae (Opvågnen, 1998), af den japanske kunstner, Tetsuya Ishida (1973-2005), udgivet i forbindelse med Louisianas udstilling i 2023, Det Uerstattelige Menneske, om kreativitetens vilkår i en tid, hvor kunstig intelligens rejser spørgsmål som ’hvad det særligt menneskelige er? Ishidas billede af skoledrengene i lige rækker med ens ansigter skildrer hans opfattelse af samfundets instrumentalisering af barnet, en formuleret kapitalismekritik, hvor mennesket netop fremstilles som erstatteligt, som en form for maskine af kød, der kan skiftes ud, når den går i stykker.

Udstillingen, Det Uerstattelige Menneske, er udsprunget af en bekymring over strukturelle slagsider i vores moderne samfund – ikke mindst i forhold til nutidens børn og unge, forklarer Mathias Ussing Seeberg, museumsinspektør på Louisiana .I lyset af den teknologiske udvikling er det blevet særlig tydeligt, at ensretning, effektivisering og målbarhed spiller en stor rolle i den måde, vi indretter os i dag. Det er jo godt nyt for computeren, der håndterer forudsigeligheden bedre end os. Men er det godt nyt for os mennesker?

Kreativitet er et centralt begreb i vores kultur, og det har mange betydninger. Vi bruger det hyppigt og i vidt forskellige sammenhænge. Uanset sammenhængen, så har begrebet kreativitet en kerne af at være god til at finde på, god til at skabe noget værdifuldt nyt. Hvorvidt nogen er kreativ, handler derfor også om, hvad vi synes er værdifuldt. Det vil sige, hvornår har noget betydning og dermed værdi for samfundet eller for individet? Hvad er innovation, nytænkning, fornyelse?

Det klemte menneske er et centralt motiv i udstillingen. For eksempel mennesket, der er reduceret til sin funktionalitet i et system, hvilket vi blandt andet ser det i japanske Tetsuya Ishidas mesterværk Mebae (Opvågnen) fra 1998. Her ser vi drenge i en skole sidde på lige rækker med fuldkommen ens ansigter. Enkelte er ligefrem forvandlet til de mikroskoper, de bruger i undervisningen – som instrumentaliserede børn.

Raderinger af tyske Andrea Büttner, tre af hendes såkaldte Phone Etchings (Telefon-raderinger) fra 2015, sporer fingrenes bevægelser på en telefonskærm. De er billeder på det, som langt de fleste mennesker i vores del af verden bruger deres ledige øjeblikke på. De fylder mellemrummene og pauserne, hvor vi før lavede ingenting. Stærke kræfter – magtfulde virksomheder der tjener mere, jo mere vi er på – er på spil og påvirker kreativitetens vilkår.

Hvorvidt værkerne er en slags konstateringer af tingenes tilstand eller stiller spørgsmål som ”er det virkelig her, vi vil hen?”, er op til beskueren. Sigtet med udstillingen er at skabe grundlag for en samtale om kreativitetens rolle i vores samfund.

Alt dette forsøger denne stort anlagte udstilling, med hjælp fra kunstnere, videnskabsfolk og forfattere at belyse i et format, der lægger sig i sporet fra udstillinger som Arktis (2013), Månen (2018) og Mor (2021). Blandt de flere end 60 kunstnere, der er med i udstillingen, er blandt andre Bertille Bak, Ryan Gander, Emma Talbot, Trevor Paglen, Tavares Strachan, Candice Lin, Josh Kline, Agnieszka Kurant og Pope.L.